Intro
11 etape af Giro d’Italia ligner på papiret en oplagt mulighed for dagens udbrud. Ruten er for hård til de rene sprintere, men samtidig ikke krævende nok til, at klassementsfavoritterne for alvor forventes at gå i offensiven. Derfor kan vi få en hektisk kamp om at komme med i det rigtige udbrud, hvor stærke og offensive ryttere får en gylden chance for at køre efter etapesejren.
Mine tanker om etapen
Jeg synes, at 11. etape ligner en oplagt mulighed for, at nogle af udbrudskongerne kan få deres chance. Etapens opbygning gør den virkelig svær at læse, fordi den første kategoriserede stigning først kommer efter mere end 100 kilometer. Det betyder, at nogle af de lidt tungere ryttere også kan hænge på i kampen om udbruddet. Havde etapen startet med en stigning, havde vi hurtigt set de stærkeste klatrere komme afsted relativt nemt.
Sådan tror jeg ikke, det bliver på 11. etape. Jeg forventer nærmest, at alle hold vil forsøge at få en mand med i det rigtige udbrud. Jeg har svært ved at se, hvem der skulle have interesse i at kontrollere etapen for klassementets skyld, især når den sidste kategoriserede stigning topper med omkring 20 kilometer til mål.
Dog er etapen langt fra slut der. Efter toppen kommer der stadig flere ukategoriserede stigninger, blandt andet Red Bull-kilometeren, som rammes med cirka 12 kilometer tilbage. Den stigning er 4,6 kilometer lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,4 %, så den er bestemt ikke ufarlig. Hvis udbruddet ikke er splittet inden da, får rytterne endnu en mulighed på den sidste lille knold – 900 meter med 4,8 % i snit – som ligger omkring fire kilometer fra mål. Det virker som et oplagt sted for en rytter som Jan Christen at forsøge at komme væk, hvis han sidder med fremme.
Mine favoritter til etapen er blandt andre Jan Christen, Giulio Ciccone, Javier Romo, Jonathan Narváez, Igor Arrieta, Gianmarco Garofoli, Martin Tjøtta, Filippo Zana, Alessandro Pinarello, Einer Rubio, Lennert Van Eetvelt og Christian Scaroni. Men jeg kunne nævne 15 ryttere mere, som også ville have en reel vinderchance fra et udbrud.
Mit spil til etapen bliver:
Igor Arrieta sejr @33 til 0,25 units.
Jeg forestiller mig, at vi får et offensivt UAE-hold – i hvert fald det, der er tilbage af det. De kan bruge deres bredde til at angribe på skift, og vi har allerede set, at Igor Arrieta er god nok til at vinde en etape. På 5. etape leverede han en vanvittig præstation, hvor han på en eller anden måde kom tilbage til Eulalio og endda gik forbi ham på de sidste 150 meter.
Samtidig synes jeg, at profilen passer ham rigtig godt. Han virker ikke til at trives bedst i de helt store bjerge, men de her mellemkuperede etaper passer ham perfekt. Når LeoVegas samtidig ligger lidt over resten af markedet, synes jeg klart, at han er et forsøg værd.